søndag den 1. juni 2008

Picture #1

Åndeflugt.

Det tilfælde indtrådte at der af en ganske almindelig mand blev bedt om et billede af gud. Man kender til ordenes magt, men aner kun omridset af verden så hvordan skal man bære sig ad med at tegne et kort over det hinsides? Man har læst bøger om Religion, men fandt at de handlede om Mennesket, ikke Gud, så hvor skal man tegne den første streg? Da skete det at man mødte en gamling, mand eller kvinde er det ikke til at sige om det var, måske begge dele, som kendte alle jordens mangfoldige historier om denne verdens guder. Dette menneske var ældet på samme vis som egetræet, knorklet, vejrbidt og så stiv i leddene så det knagede ved hvert åndedræt. Og man syntes måske også at huden lignede bark der på mystisk vis havde vokset sig to øjne. Øjne som så langt, og derfor bad man om et billede af gud. Dette var hvad gamlingen sagde: ”Man har rejst længe siden man i sin tid dragede ud for at udforske jordens lande, og man har set mange slags samfund, levevis og mennesker. De fleste steder betragter man jorden og himmelen som fisken betragter vandet hvori det svømmer, blot er mennesket som en fisk uden øjne for det ser ikke sine efterladenskaber og forveksler gerne akvariets fodder med rigtig føde. Undertiden møder man dog en slags mennesker for hvem det at svømme ikke er nok, mennesker som svømmer med en slags krav om tilbagebetaling for al den svømmeri. De opfinder gerne historier om hvordan alting bliver bedre når de vender bugen med solen i vandoverfladen eller ligger på havbunden som føde for andre væsner. De spørger gerne hvad er meningen med al den svømmeri? Til dem må man blot svare: Ordene der rejser imellem vores sind er stenkast. Man følger med øjnene deres bue. Man hører når de lander, plump, og skaber ringe i vandet. Disse cirklende bevægelser danner fine krusninger som synes at rejse ud i verden med stor fart. Jo flere ord, desto flere krusninger, og jo smukkere strømninger i vandoverfladen. Så betagende er synet at man bliver ved med at kaste sten i vandet, større og tungere sten, indtil der dannes bølger og brændinger og skumsprøjt, som brusende overdøver de adpredte plump man før kunne høre. Når man glemmer lyden af småstenenes plump i vandet spørger man gerne hvorfor havet dog bruser så voldsomt.” Sådan talte gamlingen og man forstod måske meningen, måske ikke. Måske man skulle være en fisk for at forstå hvorfor man dog svømmer så langt.

2 kommentarer:

Christian Gormsen sagde ...

Du kan ikke få et billede af Gud.

Du kan bare åbne dine øjne og se.

Anonym sagde ...

in english, please. ;)

rainer