tirsdag den 24. juni 2008
torsdag den 12. juni 2008
Nuuk City
We realise we've been busy with everything not to do with the city on this space, so here's a few flicks of the Greenlandic capitol.
Parliament.
Mr. Hans Egede overlooking his colony.
The mother of the ocean looking Hans back in the eye.
Ever wondered where all the mail for Santa Claus ends up? We spotted post from most continents in the mailbox. Some said "I hope you well write back to me this year? You didn't last year."
The City Centre.
Parliament.
Mr. Hans Egede overlooking his colony.
The mother of the ocean looking Hans back in the eye.
Ever wondered where all the mail for Santa Claus ends up? We spotted post from most continents in the mailbox. Some said "I hope you well write back to me this year? You didn't last year."
The City Centre.
fredag den 6. juni 2008
Picture #3
Monument.
dér hvor Mennesket gennemsejler
ruller bølgerne som slipstrømme Og slår mod noget konstant
Noget uforanderligt
så de trodsigt glider ind Under den hvide overflade
Mens de slikker isbjergets vedvarende afvisning
Isen giver langsomt Efter for fjordens usædvanligt varme kærtegn.
Resterne danner baggrund for Nogle forbigåendes kamera-perspektiv
da de fotograferer Hans Egede der statuerer på Toppen af kolonihavnen
søndag den 1. juni 2008
Walking Lille Malene
This is a 180-view of Nuuk fjord, the second photo is Nuuk a dot in the mighty ocean.
Picture #2
Bedrock.
.............................Beyond the view
....................of the Elevated plains of language
................we travel Daily to our heart's content;
.....................never Reaching ground below
..............................One wonders how
.....................there Can be talk
of bottom lines and Keeping up.
.............................Beyond the view
....................of the Elevated plains of language
................we travel Daily to our heart's content;
.....................never Reaching ground below
..............................One wonders how
.....................there Can be talk
of bottom lines and Keeping up.
Picture #1
Åndeflugt.
Det tilfælde indtrådte at der af en ganske almindelig mand blev bedt om et billede af gud. Man kender til ordenes magt, men aner kun omridset af verden så hvordan skal man bære sig ad med at tegne et kort over det hinsides? Man har læst bøger om Religion, men fandt at de handlede om Mennesket, ikke Gud, så hvor skal man tegne den første streg? Da skete det at man mødte en gamling, mand eller kvinde er det ikke til at sige om det var, måske begge dele, som kendte alle jordens mangfoldige historier om denne verdens guder. Dette menneske var ældet på samme vis som egetræet, knorklet, vejrbidt og så stiv i leddene så det knagede ved hvert åndedræt. Og man syntes måske også at huden lignede bark der på mystisk vis havde vokset sig to øjne. Øjne som så langt, og derfor bad man om et billede af gud. Dette var hvad gamlingen sagde: ”Man har rejst længe siden man i sin tid dragede ud for at udforske jordens lande, og man har set mange slags samfund, levevis og mennesker. De fleste steder betragter man jorden og himmelen som fisken betragter vandet hvori det svømmer, blot er mennesket som en fisk uden øjne for det ser ikke sine efterladenskaber og forveksler gerne akvariets fodder med rigtig føde. Undertiden møder man dog en slags mennesker for hvem det at svømme ikke er nok, mennesker som svømmer med en slags krav om tilbagebetaling for al den svømmeri. De opfinder gerne historier om hvordan alting bliver bedre når de vender bugen med solen i vandoverfladen eller ligger på havbunden som føde for andre væsner. De spørger gerne hvad er meningen med al den svømmeri? Til dem må man blot svare: Ordene der rejser imellem vores sind er stenkast. Man følger med øjnene deres bue. Man hører når de lander, plump, og skaber ringe i vandet. Disse cirklende bevægelser danner fine krusninger som synes at rejse ud i verden med stor fart. Jo flere ord, desto flere krusninger, og jo smukkere strømninger i vandoverfladen. Så betagende er synet at man bliver ved med at kaste sten i vandet, større og tungere sten, indtil der dannes bølger og brændinger og skumsprøjt, som brusende overdøver de adpredte plump man før kunne høre. Når man glemmer lyden af småstenenes plump i vandet spørger man gerne hvorfor havet dog bruser så voldsomt.” Sådan talte gamlingen og man forstod måske meningen, måske ikke. Måske man skulle være en fisk for at forstå hvorfor man dog svømmer så langt.
Det tilfælde indtrådte at der af en ganske almindelig mand blev bedt om et billede af gud. Man kender til ordenes magt, men aner kun omridset af verden så hvordan skal man bære sig ad med at tegne et kort over det hinsides? Man har læst bøger om Religion, men fandt at de handlede om Mennesket, ikke Gud, så hvor skal man tegne den første streg? Da skete det at man mødte en gamling, mand eller kvinde er det ikke til at sige om det var, måske begge dele, som kendte alle jordens mangfoldige historier om denne verdens guder. Dette menneske var ældet på samme vis som egetræet, knorklet, vejrbidt og så stiv i leddene så det knagede ved hvert åndedræt. Og man syntes måske også at huden lignede bark der på mystisk vis havde vokset sig to øjne. Øjne som så langt, og derfor bad man om et billede af gud. Dette var hvad gamlingen sagde: ”Man har rejst længe siden man i sin tid dragede ud for at udforske jordens lande, og man har set mange slags samfund, levevis og mennesker. De fleste steder betragter man jorden og himmelen som fisken betragter vandet hvori det svømmer, blot er mennesket som en fisk uden øjne for det ser ikke sine efterladenskaber og forveksler gerne akvariets fodder med rigtig føde. Undertiden møder man dog en slags mennesker for hvem det at svømme ikke er nok, mennesker som svømmer med en slags krav om tilbagebetaling for al den svømmeri. De opfinder gerne historier om hvordan alting bliver bedre når de vender bugen med solen i vandoverfladen eller ligger på havbunden som føde for andre væsner. De spørger gerne hvad er meningen med al den svømmeri? Til dem må man blot svare: Ordene der rejser imellem vores sind er stenkast. Man følger med øjnene deres bue. Man hører når de lander, plump, og skaber ringe i vandet. Disse cirklende bevægelser danner fine krusninger som synes at rejse ud i verden med stor fart. Jo flere ord, desto flere krusninger, og jo smukkere strømninger i vandoverfladen. Så betagende er synet at man bliver ved med at kaste sten i vandet, større og tungere sten, indtil der dannes bølger og brændinger og skumsprøjt, som brusende overdøver de adpredte plump man før kunne høre. Når man glemmer lyden af småstenenes plump i vandet spørger man gerne hvorfor havet dog bruser så voldsomt.” Sådan talte gamlingen og man forstod måske meningen, måske ikke. Måske man skulle være en fisk for at forstå hvorfor man dog svømmer så langt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
